Totalt udsolgt

Dette må være overskriften på præmieredagen ”Gule Ærter” i Trevad 2020. Trods ekstremt højvande langs Karup Å, godt med kold vind og regnbyger, så havde rigtig mange lystfiskere sat hinanden stævne ved åen og til de traditionelle gule ærter i klubhuset.

Allerede fra kl. 10:00 kom de første frysende lystfiskere for at sikre sig en varm kop kaffe, og trafikken gennem indgangen fortsatte helt frem til kl. 14:00.

Ikke alle kom pga. de gule ærter. Mange kom for at hilse på, – møde gamle venner og fiskekammerater, eller blot for at se en flot havørred, for den var der også.

Klokken 13:00 måtte køkkenet melde alt udsolgt. Da havde 125 mand sikret sig en omgang gule ærter med tilbehør.

Der var flere lystfiskere der kikkede forbi, for omkring 200 mand var gennem klubhuset på præmieredagen. Selv formanden for Herning/Ikast Lystfiskerforening, – Jan Møller, havde fundet plads bag en tallerken gule ærter. Det er godt at se så fine gæster.

Det store rykind gav dog også store problemer mht. parkering. Der var biler alle vegne, mange kørte fast i det bløde underlag, og en enkelt måtte rekvirere Falck.

Hvor er det dejligt I kikkede ind. Så er der noget ved at yde en indsats.

Tak til jer alle!

Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn og køkkenholdet.

DanishEnglishGerman