OM LFSO

LFSO – En aktiv forening med eget klubhus og masser af fiskevand

Foreningen har hjemsted i Trevad, hvor vi har et flot klubhus til rådighed. Et klubhus som er opført på frivillig basis af foreningens arbejdshold og indviet i efteråret 2008.

Lystfiskerforeningens hjemsted
Lystfiskerforeningens hjemsted, Møllevej 1, 7800 Skive.

Har du lyst til at blive medlem af en aktiv forening med meget godt fiskevand, byder vi dig velkommen.

Foreningens fiskevand er koncentreret omkring Karup Å, hvor vi råder over fiskeretten fra åens udmunding i Skive Fjord til Koldkur/Vormstrup, med undtagelse af enkelte korte strækninger. Udover Karup Å råder vi over fiskeret i  Vorgod Å.

1. januar 2009 blev foreningen desuden ejer af et par moser ved Fly, således at medlemmer med interesse for andet end fedtfinner også har mulighed for at dyrke denne hobby. Moserne er tænkt som en investering i fremtiden, dvs. det er et sted, hvor man tager sine børn og børnebørn med hen for at fange skalle, aborre, brasen og gedde for at give dem lysten til fiskeriet.

I sommerperioden fra midt i april til midt i september (juli måned undtaget) er der ligeledes ‘klubaftner’. Disse arbejdsaftener bruges til at forskønne vores anlæg i Trevad samt til at gøre vores fiskevand mere tilgængeligt.

En seniorklub skabt i samarbejde med Sdr. Resen lystfiskerkonsortium, hvor alle, der har fri i dagtimerne, kan tilmelde sig og deltage aktivt efter lyst og evne i de tilbud, seniorklubben har planlagt. Der er fast møde den anden torsdag i hver måned.

LFSO er medlem af Karup Å sammenslutningen (KÅS). KÅS varetager overordnet samtlige 12 foreningers interesser ved Karup Å med hovedvægten på vandplejearbejdet. KÅS afholder desuden en fiskekonkurrence hvert år midt i august måned med udgangspunkt fra vores klubhus i Trevad.