Efter lang tids kamp mod en grim kræftsygdom, måtte Tonny i går give op.
Mange behandlinger og operationer stod han igennem og var længe i stand til at bevare optimismen, men nu er det slut, og vi må sige farvel til en kammerat og ven, der om nogen har været indbegrebet af LFSO og kampen for havørredfiskeriet i Karup Å.
Uden at fornærme nogen, kan man vist godt påstå, at ingen anden i foreningens snart 100-årige historie har haft så stor betydning som han.
I Tonnys lange formandsperiode skete der hele tiden noget i vor forening. Sammen med andre fik han gang i havørredopdræt først i Dommerby og derefter i Trevad. Her fik han sammen med Gunnar et så godt forhold til ejeren Margrethe Westring, at hun testamenterede dambrug og bolig til foreningen. Og hvad det siden fik af betydning, kender vi alle. Dejligt nyt stort klubhus, feriebolig til medlemmer, værksted, park m.m.
Tonny havde en fantastisk evne til at skabe begejstring for et projekt. Mange medlemmer mødte op, når der var arbejde i dambruget eller med byggeri og andet arbejde. Det betød at medlemmerne lærte hinanden at kende, og der blev knyttet mange venskaber og arrangeret fælles fisketure i ind-og udland. På den måde fik Tonny meget stor betydning for sammenholdet i foreningen.
Tonnys store engagement i vor forening betød selvfølgelig , at hans kone Ulla måtte lide afsavn. Derfor er der grund til, at vi nu tænker på hende og hendes familie. De har mistet meget. Men vi håber også for Ulla, der har haft en forfærdelig tid med Tonnys sygdom, at hun trods sorgen også vil føle en stor lettelse, nu det er forbi.
Æret være Tonnys minde.
Sigfred Madsen