Her i august måned er Eigil, min kammerat og fiskeven, gået bort efter flere års kamp mod den sygdom, vi alle frygter. Han bar sin skæbne med oprejst pande, og både ham og familien fik på trods af hans skæbne nogle gode år sammen.
Jeg lærte Eigil at kende gennem Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn og har gennem mit venskab med Eigil haft utroligt mange glæder og oplevelser. Vi har sammen været på tur til Norge cirka 30 gange. Også sammen med andre kammerater.
Desuden har jeg haft den glæde at være på tur med Eigil blandt bjørne, ørne, slanger, pumaer og hvaler samt besøgt fredede skove med træer, som var flere hundrede år gamle.
I den forbindelse skulle der flere års overtalelse til, før han endelig gav sig og tog med på turen, da hans evner for at tale et andet sprog ikke eksisterede, hvilket betød, at han på hele turen ikke var på længere afstand fra mig end 20 meter.
Eigil har også udført et stort stykke arbejde for Lystfiskeriforeningen Skive og Omegn, både langs åen samt ved foreningens klækkeri i Dommerby og Vridsted, hvor hans håndværkeruddannelse kom til sin store ret.
Nu har Eigil fået fred og er kommet hjem til sil elskede Grethe og lad det være en trøst for jer børn og børnebørn. Og lur mig om han ikke allerede har fundet samen med Tonny, Gunnar, Knud og mange flere.
Bente og jeg takker for de mange studer sammen, og håber du har det godt, hvor du er nu.
Harald Moesgård